Forestillinger
1. FORESTILLING — LØRDAG DEN 8. OKTOBER 2011
Mogens og Mahmoud
En forestilling om utilsigtet venskab,
en politisk komedie af Flemming Jensen
To mænd.
Forskellig baggrund. Forskellig religion. Forskellig generation. Forskellig
indkomst. Forskellig barbering. Det går aldrig! Og så gør det måske alligevel.
For første gang står stand-up’eren OMAR MARZOUK på en teaterscene
som skuespiller. Og det gør han sammen med en mand, der
har været stand-up’er, siden Omar gik i 1. klasse – FLEMMING JENSEN.
Med Mogens og Mahmoud er Flemming Jensen vendt tilbage til
den politiske komedie, som i sin tid startede med Spindoctor. Denne
gang har han skrevet med fornøjelige og flerkulturelle input fra
Omar.
Hvad nu hvis en dansk muslim med mellemøstlige rødder pludselig
var nødt til at ha’ sin pæredanske chef boende i sin lejlighed på 7.
sal i Avedøre? Mahmoud er IT-nørd, Mogens er revisor med slips i
neutral farve. Til handlingen tilføjes så en lidt firkantet fiskeeksportør
fra Hirtshals og hans medbragte kone samt en ung, kvindelig
fysioterapeut og ikke mindst Imamen fra Brønshøj. Med dette persongalleri
samlet i den lille lejlighed på 7. sal er der lagt op til en
politisk komedie, som også viser sig at være en varm kærlighedshistorie.
En fortælling om, at vi uanset tro, tradition og kultur er ligeså
ens, som vi er forskellige.
Tilværelsen består af Yin og Yang – og af MOGENS og MAHMOUD.
Instruktion: Peter Schrøder
Manuskript: Flemming Jensen
Scenografi: Erik Söderberg
Medvirkende: Omar Marzouk, Flemming Jensen, Christine Gjerulff,
Susanne Heinrich, Claus Bue, Max Hansen
Folketeatret.dk